Rodbehandling
Symptomer
Betændelse i nerven vil ofte give tandpine. Smerter opfattes forskelligt fra person til person, og det kan være svært at bestemme, hvor smerten kommer fra. Tandpinen kan også føles som smerte i nabotænderne, i øret, kæbehulen, eller den kan opfattes som hovedpine. Det kan derfor undertiden være vanskeligt at finde den skyldige tand. Der findes også betændelse, som man kun opdager ved, at tanden er lidt øm, når man tygger, eller ved at den skifter farve. Man kan også opdage betændelsen, hvis der af anden årsag bliver taget et røntgenbillede. I sjældne tilfælde kan den eneste måde at fjerne smerter fra følsomme tandhalse eller revnede tænder være, at man fjerner nerven (rodbehandler) – og dermed smerten. En rodbehandling kan også blive nødvendig, hvis en fyldning ligger for tæt på nerven, eller hvis tanden har været udsat for et slag. Her kan nerven gå til grunde, og det døde nervevæv bliver invaderet af bakterier. Der udvikles betændelse i nerven og i nervevævet omkring rodspidsen. Betændelsen kan fortrænge knoglevæv ved rodspidsen, og det kan ses på et røntgenbillede. Hvis en sådan betændelse ikke behandles i tide, kan den udvikle sig til en tandbyld og i sjældne tilfælde videreudvikles til en rodcyste (en indkapslet betændelse), som skal opereres væk. Da tandnerven for det meste er levende ved behandlingens begyndelse, er en lokalbedøvelse oftest nødvendig. Herefter er behandlingen stort set smertefri.
Hvad sker der?
Når tandlægen rodbehandler en tand, fjernes nerven, bakterier og dødt væv fra rodkanalen. Det sker ved, at tandlægen borer et hul i tanden for at komme ind til nerven. Når længden af roden er fastlagt ved hjælp af et røntgenbillede, fjernes nerven, og der renses ud med rodfile til den ønskede dybde.
Endelig desinficeres det hulrum (rodkanalen), hvor nerven har ligget. Den rensede rodkanal fyldes med et blødt, plastisk materiale. Det skal sikre, at der ikke trænger bakterier ind i rodkanalen.
I visse tilfælde kan man ikke lave en normal rodbehandling. Det kan bl.a. skyldes, at rodkanalen er så krum, at tandlægen ikke kan komme til at rense den med sine instrumenter. I disse tilfælde er det nødvendigt med en mindre operation for at fjerne betændelsen.
Efter rodbehandlingen
Efter behandlingen kan man undertiden opleve lette, forbigående smerter et par dage. Vedbliver smerterne, eller tager de til, skal man kontakte sin tandlæge. Nogle rodbehandlede tænder vil med tiden ændre farve men kan bleges eller forsynes med krone, så et naturligt udseende kan genetableres. En rodbehandling er en kompliceret behandling, som også er afhængig af, hvordan naturen har udformet den enkelte tandrod. Så man vil af og til komme ud for, at det bliver nødvendigt med en fornyet rodbehandling. Som regel er det derfor nødvendigt med en observationstid på et halvt til et helt år og et opfølgende røntgenbillede, der viser, om behandlingen er tilfredsstillende. Når en tand er rodbehandlet, er den oprindelige blodcirkulation i tanden ophørt. Dette medfører, at tanden tørrer ud (som et træ, der er gået ud). Tanden bliver med tiden skrøbelig og knækker lettere. Hvis der er tale om en kindtand, vil det ofte være en god idé at forstærke tanden, før den knækker. Dette gøres ved at isætte nogle stifter (opbygning) og forsyne tanden med en krone. Dette forhindrer tanden i at knække på en uheldig måde, som måske umuliggør en efterfølgende restaurering.