Kronik: At gå til tandlæge i udlandet er som at spille i lotteriet

Af Susanne Andersen, tandlæge, formand for Dansk Tandlægeforening

Selv om der ifølge medierne er en lind strøm af tandpatienter på vej til eksempelvis Polen og Ungarn, er der 97 pct. af patienterne, der har valgt at blive hos tandlægen herhjemme. Og det er et rigtigt fornuftigt valg, skriver dagens kronikør. For når man tager af sted, er det for egen regning og risiko. Og efterregningen kan blive stor.

For nogle uger siden læste jeg om en 23-årig mand, der havde været til tandlæge i Polen. Den unge mand var blevet behandlet med plastfyldninger, kroner og et tandimplantat. Tandlægen havde virket professionel nok, men resultatet var ikke blevet pænt, prisen løb op, og da den 23-årige mand kom hjem til Danmark, gjorde det ondt i tænderne. Han havde forsøgt at forklare den polske tandlæge, at han ikke var tilfreds – men det var ikke lykkedes ham at få tandlægen til at forstå, hvad der var galt.

Den unge mand opsøgte en tandlæge i Danmark og fandt ud af, hvad smerterne skyldtes: Kronerne var sat direkte oven på tandkødet, og tandimplantatet var af en forkert type. Behandlingen måtte laves om, og den 23-årige mand endte med at betale dobbelt så meget, som hvis han fra starten var gået til sin tandlæge herhjemme.

Den 23-årige mands historie er desværre ikke usædvanlig. Jeg får næsten dagligt informationer om danske tandlæger, der har haft patienter med dyrekøbte oplevelser fra udlandet inde på deres klinikker. I Dansk Tandlægeforening er vi begyndt at få henvendelser fra patienter, der spørger, hvordan de kan klage eller søge om erstatning efter tandbehandling uden for landets grænser. Nogle af de patienter, der har henvendt sig, har opfordret Dansk Tandlægeforening til at fortælle andre danskere om de problemer, man kan komme ud for.

Hvis man læser aviser og ser tv, kan man let få det indtryk, at danske tandlæger er under pres på grund af konkurrencen fra udlandet. Men det er trods alt stadig langt de fleste patienter, der bliver herhjemme. Der er rigeligt med arbejde at udføre på de danske tandklinikker, og det vil der være i mange år endnu. Så hvis jeg kun skulle tænke på mig selv og mine tandlægekolleger, ville jeg nok trække på skuldrene, når en dansker tager til tandlæge i et andet land. Men det gør jeg ikke. For jeg bekymrer mig også om danskernes tandsundhed. Og derfor mener jeg, at det er min etiske forpligtelse at give danskerne et bedre grundlag for at vælge, hvem der skal tage sig af deres tandbehandlinger.

At gå til tandlæge i udlandet er som at spille i lotteriet. Nogle går det godt for, mens andre må erkende, at det kan koste dyrt at købe billigt. Det er næsten altid kun solstrålehistorierne, vi læser og hører om i medierne. Desværre!

Jeg kan godt forstå, at nogle danskere føler sig fristet til at prøve en tandlæge i udlandet. For ligesom mange andre serviceydelser er tandpleje billigere i en stor del af verdens lande. Og danske tandlæger hverken kan eller vil konkurrere på prisen med tandlæger i fx Polen, Thailand eller Tyrkiet.

Men spørger man mig om et godt råd, vil jeg foreslå at blive hos den tandlæge, som man har tillid til, og som kender sine patienter godt. Den faste tandlæge kender patienternes tænder og måske endda lidt til deres familie, jobsituation og almene helbredstilstand. Tandlægen har også overblik over, hvilke former for tandbehandling man har eller kan få behov for. Sammen kan tandlæge og patient lægge en plan for, hvordan man kan holde sine tænder sunde og funktionsdygtige. Hvis man har brug for en række behandlinger over en længere periode, kan man opnå den bedste sammenhæng i behandlingsforløbet ved at blive hos den samme tandlæge hele vejen igennem.

Tandplejen er en del af det danske sundhedssystem. Og hvis vi kaster et blik på det øvrige sundhedssystem, så er det de færreste, der skifter praktiserende læge fra gang til gang. Vi taler om familielægen, som vi typisk bliver hos i årevis. Og bliver vi indlagt på sygehuset, vil vi gerne have én læge og én sygeplejerske som faste kontaktpersoner. Det ønske hører jeg fra både patientforeninger, politikere og organisationsfolk. Derfor undrer jeg mig, når jeg hører, at det er et problem, at så stor en del af danskerne bliver hos den samme tandlæge i mange år. Rådet fra flere officielle rapporter og medier er, at folk burde skifte tandlæge noget oftere. Men hvis overblik og sammenhængende behandling sundhedsmæssigt er en fordel, kan jeg ikke se, hvorfor det skulle anderledes, når det lige præcis handler om sygdomme i tænder og mund. Hvis det er godt, at der er én læge, der har overblik over behandlingen af en maveinfektion, hvorfor er det så ikke godt, at der er én tandlæge, der har overblikket over behandlingen af paradentose – som også er en infektionssygdom?

Jeg vil ikke påstå, at det er dømt til at gå galt, hvis man vælger at få en tandbehandling i udlandet. Men når man tager af sted, er det for egen regning og risiko. Hvis der sker et hændeligt uheld, eller hvis man bliver fejlbehandlet i udlandet, kan man naturligvis ikke søge om erstatning via den danske patientskadeforsikring. Og hvis man er utilfreds med tandlægen i udlandet, kan man ikke bare henvende sig til sin kommune eller sit amt for at klage over tandlægen. Så må man selv undersøge, hvilke klagemuligheder der findes i det pågældende land.

I Dansk Tandlægeforening har vi haft konkrete henvendelser fra patienter, der har måttet bruge både tid og penge på at anlægge civile retssager mod tandlæger i udlandet. Heriblandt patienter, der har haft deres sager kørende via udenlandske advokater i flere år. Det ville ikke have været nødvendigt i Danmark, hvor der er et særligt klagesagssystem for den almene voksentandpleje og en ordning med patientskadeforsikring.

Jeg siger ikke, at det nærmere er reglen end undtagelsen, at man får brug for at klage eller søge erstatning, hvis man har været til tandlæge i udlandet. Men det kan ske. Der sker hændelige uheld i alle grene af sundhedsvæsenet. Og alle kan begå fejl. Også tandlæger. Selv danske tandlæger begår fejl en gang imellem. Men hvis uheldet er ude, er man som patient herhjemme beskyttet af et fintmasket sikkerhedsnet. Det er man ikke nødvendigvis i udlandet.

Fejl og hændelige uheld er imidlertid kun én side af sagen. Noget andet er, at mange behandlinger hos tandlægen ikke kan gennemføres med ét eller to besøg. I nogle tilfælde er det bedst, at behandlingsforløbet strækker sig over nogle måneder. Og så er det selvfølgelig lettere, hvis tandlægens klinik ligger nogle få kilometer væk, end hvis man flere gange skal pakke kufferten og af sted med fly eller bus sydpå.

Dertil kommer, at nogle allergikere skal være særligt varsomme med at tage til tandlæge i udlandet. Jeg er netop blevet orienteret om en konkret sag om en patient med nikkelallergi. Hun havde fået lavet en metalkeramikkrone i Polen. Da hun kom til Danmark, viste det sig ved en måling på Teknologisk Institut, at metallet i kronen bestod af 69 pct. nikkel.

Endelig er der patienter, der vælger at tage til udlandet for at få lavet fx en krone eller et tandimplantat, sideløbende med at de er i gang med paradentosebehandling hos en tandlæge i Danmark. Umiddelbart skulle man måske tro, at det ikke var noget problem, at én tandlæge behandler en enkelt tand ét sted i munden, mens en anden tandlæge behandler tænder og tandkød i resten af munden. Men det er det. For tænder er ikke enkeltstående reservedele. Og man har i længden ikke glæde af at opfatte sine tænder som sådan. Hvis en tandlæge i udlandet fx sætter krone på en knækket tand uden at tage hensyn til en paradentosebehandling, som en anden tandlæge i Danmark er i gang med, kan man som patient risikere smerter både i mund og pengepung.

Avisartikler og tv-indslag tegner ofte et billede af, at en stadig større del af den danske befolkning valfarter over grænsen for at gå til tandlæge. Sidste år gennemførte Forbrugerstyrelsen en undersøgelse, hvor man bl.a. spurgte om, hvor mange der havde prøvet at være hos tandlægen i udlandet. 3 pct. svarede ja. Så selv om der ifølge medierne er en lind strøm af tandpatienter på vej til eksempelvis Polen og Ungarn, er der 97 pct. af patienterne, der har valgt at blive hos tandlægen herhjemme. Og det er et rigtig fornuftigt valg, de 97 pct. har truffet, synes jeg. Jeg kan ikke med sikkerhed vide, hvad dette valg skyldes.

Men en af årsagerne kan være, at de faktisk er tilfredse – eller endda meget tilfredse. Resultaterne af Forbrugerstyrelsens undersøgelse peger i den retning.

Den udbredte tilfredshed er måske også årsagen til, at 78 pct. hverken har skiftet eller overvejet at skifte tandlæge inden for de seneste tre år. Forbrugerstyrelsen taler om ringe mobilitet på tandlægemarkedet. Jeg vil nærmere forklare patienternes trofasthed med den gensidige tillid, patient og tandlæge ofte har til hinanden, fordi de kender hinanden godt. Dette tillidsforhold skaber de bedst mulige forudsætninger for overblik og sammenhæng i behandlingen. Og det er godt for patienterne – og tandsundheden.